Natur
Bjergene
møder mig, når jeg træder ud af min hoveddør her i Reykjavík.
Tronende, skytoppede rejser de sig for blikket som en mur, over
hvilken øjnene må stige for at fange et blik af himlen. Byen er
omkranset af disse grøngrå, gamle kæmper, der roligt minder en om,
at tiden går langsomt her på øen, at dette stadig er vikingernes
hjem.
Vikingerne,
der landsforviste måtte drive ud på atlanten uden håb om at finde
land. Vikingerne, der, da de endelig fandt land, blot opdagede, at
dette ikke var en kærlig favn at lande i, men en ensom og voldsom ø,
der altid kun kan have sine indbyggere på tålt ophold. Småplanter
og mosser trives og giver føde til dyr i den aske, der er tilbage
efter katastrofale jordskælv og vulkanudbrud, der gyder helvedeshed
lava ud over noget, og dækker resten i gråbleg aske og giftskyer.
Men de
blev alligevel, vikingerne. De blev og underlagde sig landet, som
bedst de kunne på landets præmisser. Får og heste græsser roligt
overalt, elegante måger og nuttede lunter paraderer, som var de
bestilt af turistbureauerne. Og det virker, turisterne strømmer til
og frydes over udsigten, over farverne, som er klarere her end noget
andet sted på jorden. Islændingene ved dette, naturligvis. De har
ikke brug for at få at vide, at deres ø er enestående, det er de
klar over. Men som den gamle ø tog imod dem, godtager de roligt
deres besøgende på tålt ophold. Når man bor det bedste sted på
jorden, må man vel finde sig i nysgerrige naboer. Formet af
landskabet, der har omgivet dem livet igennem og mejslet sig ind i
deres selvbillede (øen giver ingenting gratis), går de med rank ryg
og hvast blik disse udlændinge i møde.
Trods de stovte
vikingemanerer fornemmer man dog en ulmen. Katastrofen er
aldrig langt væk. En grotesk sort humor holder denne uro i ave, men
på denne ø, for disse vikinger, er der altid alvor bag spøgen.
Vend aldrig ryggen til den boblende varme under snekapperne. Vend
aldrig ryggen til mørket og kulden og blæsten. Vend aldrig ryggen
til en sommersyg islænding i brændevinsrus. Som varmen fra neden
langsomt bygger op, og med mellemrum må
bryde overfladen i en storm af aktivitet, således bygger hvert års
fimbulvinter og truslen om ødelæggelse op i øens overfladebeboere,
støt og sikkert gennem den mørke tid.
Siden
jeg ankom til Reykjavík er blomsterne sprunget ud. Hvad der for få
uger siden var tynde buske og forkrøblede vækster er nu duftbomber
af grønt og gult og frodigt svulmende roser i velvandede haver. I
ingen andre nordiske byer vandes græsset så intensivt som her.
Plænerne passes og Reykjavíks indbyggere flytter i haven. De maler
deres vindblæste huse, klipper hække og græs og pynter uderummet
op i en intensiv sommersprint, før det hele er slut, og bjergene i
øjenkrogen ændrer attitude. Fra at være den solbeskinnede
idylramme af ældgammelt sagablod, der hver dag har mødt mit blik,
til en grusomt tronende lovning om ild, overmagt og evig mørk
vinter.
- Majken
Skrevet under et skoleophold i Reykjavík i juni 2012. Billeder må kopieres og bruges i vildskab.