Island

 

Natur

Bjergene møder mig, når jeg træder ud af min hoveddør her i Reykjavík. 

Tronende, skytoppede rejser de sig for blikket som en mur, over hvilken øjnene må stige for at fange et blik af himlen. Byen er omkranset af disse grøngrå, gamle kæmper, der roligt minder en om, at tiden går langsomt her på øen, at dette stadig er vikingernes hjem.

Vikingerne, der landsforviste måtte drive ud på atlanten uden håb om at finde land. Vikingerne, der, da de endelig fandt land, blot opdagede, at dette ikke var en kærlig favn at lande i, men en ensom og voldsom ø, der altid kun kan have sine indbyggere på tålt ophold. Småplanter og mosser trives og giver føde til dyr i den aske, der er tilbage efter katastrofale jordskælv og vulkanudbrud, der gyder helvedeshed lava ud over noget, og dækker resten i gråbleg aske og giftskyer.

Men de blev alligevel, vikingerne. De blev og underlagde sig landet, som bedst de kunne på landets præmisser. Får og heste græsser roligt overalt, elegante måger og nuttede lunter paraderer, som var de bestilt af turistbureauerne. Og det virker, turisterne strømmer til og frydes over udsigten, over farverne, som er klarere her end noget andet sted på jorden. Islændingene ved dette, naturligvis. De har ikke brug for at få at vide, at deres ø er enestående, det er de klar over. Men som den gamle ø tog imod dem, godtager de roligt deres besøgende på tålt ophold. Når man bor det bedste sted på jorden, må man vel finde sig i nysgerrige naboer. Formet af landskabet, der har omgivet dem livet igennem og mejslet sig ind i deres selvbillede (øen giver ingenting gratis), går de med rank ryg og hvast blik disse udlændinge i møde. 

Trods de stovte vikingemanerer fornemmer man dog en ulmen. Katastrofen er aldrig langt væk. En grotesk sort humor holder denne uro i ave, men på denne ø, for disse vikinger, er der altid alvor bag spøgen. Vend aldrig ryggen til den boblende varme under snekapperne. Vend aldrig ryggen til mørket og kulden og blæsten. Vend aldrig ryggen til en sommersyg islænding i brændevinsrus. Som varmen fra neden langsomt bygger op, og med mellemrum må bryde overfladen i en storm af aktivitet, således bygger hvert års fimbulvinter og truslen om ødelæggelse op i øens overfladebeboere, støt og sikkert gennem den mørke tid.

Siden jeg ankom til Reykjavík er blomsterne sprunget ud. Hvad der for få uger siden var tynde buske og forkrøblede vækster er nu duftbomber af grønt og gult og frodigt svulmende roser i velvandede haver. I ingen andre nordiske byer vandes græsset så intensivt som her. Plænerne passes og Reykjavíks indbyggere flytter i haven. De maler deres vindblæste huse, klipper hække og græs og pynter uderummet op i en intensiv sommersprint, før det hele er slut, og bjergene i øjenkrogen ændrer attitude. Fra at være den solbeskinnede idylramme af ældgammelt sagablod, der hver dag har mødt mit blik, til en grusomt tronende lovning om ild, overmagt og evig mørk vinter. 

- Majken

Skrevet under et skoleophold i Reykjavík i juni 2012. Billeder må kopieres og bruges i vildskab.

Et lille digt

VINTER AFSTEDKOMMET TUNGSIND

jeg

ville gerne 

oversætte SAD

med KED eller SLØV

men alt jeg har i

hovedet er

VAT

PS.  Jeg ønsker mig en plads på en sydhavsø, hvor jeg kan være vinteren over, i en gyngestol, gennemvarm af sol, under et halvtag, med udsigt over et turkisblåt hav, med bølgelyd og glade olietønder, frugt og friskpresset sukkerrørssaft........  Godt det snart er jul.

En gave der varmer

Så kan jeg endelig vise det frem - et slumretæppe jeg har hæklet, og som siden foråret har ligget og ventet (og ventet og ventet) på at søster og hendes kæreste skulle finde sig en lejlighed. 

For det var dem, det var tiltænkt, som en personlig gave, der kunne give varme og hygge i deres første, fælles hjem. 

Jeg har endnu ikke rigtigt lært at hækle efter opskrift, men jeg kan hækle mormor- (oldemor?-) firkanter, og i dette tæppe har jeg så kørt frem og tilbage, i stedet for rundt i ring...

Det er hæklet i strømpegarn - ca. 70-75% uld og en 30% andet godt, mestendels polyamid - af rester som blev doneret af min strikkeaktive mor.

Hun havde dog ikke helt rester nok til et tæppe, så jeg måtte i butikken og finde garn, som jeg så prøvede at få til at lige rester.. Det er faktisk ikke helt nemt at få det der tilfældige rodebunke look, men jeg synes det gik ok.

Strømpegarnet giver tæppet en let kvalitet, og er samtidigt lunende og holdbart. 

Det nyindflyttede par blev rigtig glade for gaven :-)

- Majken

Valg - endelig!

Det er sket! 

Lars Løkke har udskrevet valg - endelig!

Jeg er helt euforisk over muligheden for at sige farvel til denne regering, og over muligheden for at få en ny regering, som kan blive meget rød, hvis alt går godt.

Jeg har nemlig ikke noget imod blokpolitik, sålænge det er min blok der har magten, og jeg vover et lille håb:

Jeg håber at landet ikke længere skal styres primært efter de velhavendes interesser

Jeg håber at landet ikke længere skal styres af frygt for det ukendte

Jeg håber at landet vil begynde at tage ansvar for sig selv, og turde tænke i helt nye baner - socialt og økonomisk

Og så håber jeg egentlig også at mange love, som lømmelpakken og flere integrations"tiltag" bliver rullet tilbage....

Det meste af dette er nok for meget at håbe på lige meget hvad, men jeg er så ovenud lykkelig for, at jeg nu får muligheden for at give min stemme til kende og, forhåbentlig i fællesskab med mange andre, sige klart og tydeligt, at 

"nok er nok" - jeg er SÅ færdig med højreliberal fremmedfjendsk markedstænkning

- Jeg vil have en RØD regering nu! 

Og fordi jeg er så glad, får I lige en sang med på vejen... :-)

Come gather 'round people
Wherever you roam
And admit that the waters
Around you have grown
And accept it that soon
You'll be drenched to the bone.
If your time to you
Is worth savin'
Then you better start swimmin'
Or you'll sink like a stone
For the times they are a-changin'.

Come writers and critics
Who prophesize with your pen
And keep your eyes wide
The chance won't come again
And don't speak too soon
For the wheel's still in spin
And there's no tellin' who
That it's namin'.
For the loser now
Will be later to win
For the times they are a-changin'.

Come senators, congressmen
Please heed the call
Don't stand in the doorway
Don't block up the hall
For he that gets hurt
Will be he who has stalled
There's a battle outside
And it is ragin'.
It'll soon shake your windows
And rattle your walls
For the times they are a-changin'.

Come mothers and fathers
Throughout the land
And don't criticize
What you can't understand
Your sons and your daughters
Are beyond your command
Your old road is
Rapidly agin'.
Please get out of the new one
If you can't lend your hand
For the times they are a-changin'.

The line it is drawn
The curse it is cast
The slow one now
Will later be fast
As the present now
Will later be past
The order is
Rapidly fadin'.
And the first one now
Will later be last
For the times they are a-changin'. 

Glædelig valgkamp 

  

- Majken

Et kært gensyn

Jeg er for tiden arbejdsløs studerende. 

Jeg kalder mig studerende, da jeg ikke er færdig med min kandidat endnu, men har besluttet mig for at holde pause fra Uni, og komme lidt ud i 'den virkelige verden' i et stykke tid.

Desværre viser det sig, at gode jobs ikke hænger på træerne, 

så strengt taget er jeg vel bare arbejdsløs.

Det gode ved den stilling er, at man får utrolig meget tid på hånden. 

Der skal selvfølgelig søges job, men der er alligevel grænser for hvor lang tid man kan bruge på det hver dag.

Så i går trak jeg stikket, og afsatte en hel dag til en gammel kending:

Hulebjørnens Klan. 

Det blev et kært gensyn.

Jeg har ikke læst den siden mine præ-teenangeår, og var ærligt talt lidt bange for, den ikke ville leve op til sit gode minde.

Men i læsningen skete der noget pudsigt:

fortællingen om Ayla og klanfolket var lige så spændende som jeg huskede den -

og samtidig kom jeg hele tiden i tanke om, hvor meget jeg havde nydt dén beskrivelse der, og dén episode der, første gang jeg læste den.

Det var en skæg dobbelt-oplevelse, hvor 26-årige Majken og 11-12-årige Majken læste sammen, og nød og morede sig over hinandens læseoplevelse.

Så morsomt og spændende, at jeg slugte hele bogen på én dag.

(Jeg lavede heller ikke ret meget andet.)

Så nu vil jeg få dagens jobsøgningspligter ordnet i en fart, og så smutte ned til min lokale bog-pusher, i håb om at hun har fortsættelsen på hylden: Hestenes Dal.

Mmmm, jeg glæder mig :-)

- Majken

PS. kan ikke lade være med at more mig lidt over, at jeg ikke har læst så meget skønlitteratur, på så kort tid, som siden jeg besluttede mig for at holde pause fra - mit litteraturstudie....

Dødsfald

Min lille hund er død.

Eller, min mors hund, men han var min legeven og fortrolige i 12 år.

Han var en hengiven lille papillon med karakter

- ikke for klog - 

men alligevel ganske listig.

Han har været en gammel hund i et godt stykke tid. 

Man måtte mose hans mad for ham

- det afholdt ham nu ikke fra at tigge -

og kræfterne var begyndt at slippe hurtigt op.

Mor fortæller at han forsvandt en dag.

Han er gået ud og har lagt sig et sted

- lunt og i skjul, tænker jeg -

har krøllet sig sammen og

lagt sig til at dø.

Jeg savner ham.

Idyl

 Jeg har tilbragt en dag i en sommerhave.

 Giftig blomst -> 

 Spiseblomst ->

 

Blomst med rolle i Disneys Alice in Wonderland ->

Med enkelte tegn på efteråret der kommer...

Sådan bliver jeg genopladet. 

 - Majken

NB. Billederne er i rimelig høj opløsning, og må bruges frit af enhver, til skrivebordsbaggrund eller hvad man nu har lyst til.