Viser opslag med etiketten håndarbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håndarbejde. Vis alle opslag

fredag den 14. oktober 2011

En gave der varmer

Så kan jeg endelig vise det frem - et slumretæppe jeg har hæklet, og som siden foråret har ligget og ventet (og ventet og ventet) på at søster og hendes kæreste skulle finde sig en lejlighed. 
For det var dem, det var tiltænkt, som en personlig gave, der kunne give varme og hygge i deres første, fælles hjem. 


Jeg har endnu ikke rigtigt lært at hækle efter opskrift, men jeg kan hækle mormor- (oldemor?-) firkanter, og i dette tæppe har jeg så kørt frem og tilbage, i stedet for rundt i ring...
Det er hæklet i strømpegarn - ca. 70-75% uld og en 30% andet godt, mestendels polyamid - af rester som blev doneret af min strikkeaktive mor.


Hun havde dog ikke helt rester nok til et tæppe, så jeg måtte i butikken og finde garn, som jeg så prøvede at få til at lige rester.. Det er faktisk ikke helt nemt at få det der tilfældige rodebunke look, men jeg synes det gik ok.

Strømpegarnet giver tæppet en let kvalitet, og er samtidigt lunende og holdbart. 


Det nyindflyttede par blev rigtig glade for gaven :-)

- Majken

mandag den 1. august 2011

Første indlæg


Velkommen til min blog.
Her vil jeg med løs hånd strø tanker om håndarbejde, film, litteratur og mit liv...

I lørdags var jeg et smut forbi Spøttrup borg, for at besøge min kæreste, der var på middelaldermarked der. Vejret var dejligt, og han var glad for at få besøg. Det var markedets sidste dag, så vi fulgtes ad hjem til Århus om aftenen. Søndag tog vi så en tur til Moesgård strand, hvor der var vikingemarked. Vi fik noget god mad, og fik også gået en hyggelig tur langs strandkanten.

Efter disse markedsbesøg har jeg besluttet mig for at lære nålebinding, en teknik man brugte til at lave strømper og vanter med, før strikkekunsten kom hertil.
Prisen for en "nålebindingsnål" på markederne var omkring 80 kr., det syntes jeg var lidt dyrt, så jeg besluttede mig for at lave en selv i stedet. Som sagt så gjort, med et stykke ben (og en lille smule hjælp fra håndværkerkæresten) lavede jeg en nål. Jeg filede og filede og filede, og blev, efter tre timers arbejde og en smule krampe i hånden, enig med mig selv om, at 80 kr. da var en latterligt lav pris for sådan et stykke arbejde.
Det tog mig tre gode timer, men så var nålen også fin og klar til brug.

Youtube har en del instruktionsvideoer i nålebinding. Det ser let ud (syntes jeg), men for mit vedkommende er det endnu ikke blevet til andet end knuder på en snor. Og ikke den gode slags knuder.. På trods af den fine nål jeg lavede... Nå, men jeg giver ikke op, og har tænkt mig at holde bloggen opdateret på mit nålebindingseventyr (for det bliver et eventyr - jeg skal baare lige ha styr på de knuder..).

Det var min første blog - flere følger.
- Majken