Island

 

Natur

Bjergene møder mig, når jeg træder ud af min hoveddør her i Reykjavík. 

Tronende, skytoppede rejser de sig for blikket som en mur, over hvilken øjnene må stige for at fange et blik af himlen. Byen er omkranset af disse grøngrå, gamle kæmper, der roligt minder en om, at tiden går langsomt her på øen, at dette stadig er vikingernes hjem.

Vikingerne, der landsforviste måtte drive ud på atlanten uden håb om at finde land. Vikingerne, der, da de endelig fandt land, blot opdagede, at dette ikke var en kærlig favn at lande i, men en ensom og voldsom ø, der altid kun kan have sine indbyggere på tålt ophold. Småplanter og mosser trives og giver føde til dyr i den aske, der er tilbage efter katastrofale jordskælv og vulkanudbrud, der gyder helvedeshed lava ud over noget, og dækker resten i gråbleg aske og giftskyer.

Men de blev alligevel, vikingerne. De blev og underlagde sig landet, som bedst de kunne på landets præmisser. Får og heste græsser roligt overalt, elegante måger og nuttede lunter paraderer, som var de bestilt af turistbureauerne. Og det virker, turisterne strømmer til og frydes over udsigten, over farverne, som er klarere her end noget andet sted på jorden. Islændingene ved dette, naturligvis. De har ikke brug for at få at vide, at deres ø er enestående, det er de klar over. Men som den gamle ø tog imod dem, godtager de roligt deres besøgende på tålt ophold. Når man bor det bedste sted på jorden, må man vel finde sig i nysgerrige naboer. Formet af landskabet, der har omgivet dem livet igennem og mejslet sig ind i deres selvbillede (øen giver ingenting gratis), går de med rank ryg og hvast blik disse udlændinge i møde. 

Trods de stovte vikingemanerer fornemmer man dog en ulmen. Katastrofen er aldrig langt væk. En grotesk sort humor holder denne uro i ave, men på denne ø, for disse vikinger, er der altid alvor bag spøgen. Vend aldrig ryggen til den boblende varme under snekapperne. Vend aldrig ryggen til mørket og kulden og blæsten. Vend aldrig ryggen til en sommersyg islænding i brændevinsrus. Som varmen fra neden langsomt bygger op, og med mellemrum må bryde overfladen i en storm af aktivitet, således bygger hvert års fimbulvinter og truslen om ødelæggelse op i øens overfladebeboere, støt og sikkert gennem den mørke tid.

Siden jeg ankom til Reykjavík er blomsterne sprunget ud. Hvad der for få uger siden var tynde buske og forkrøblede vækster er nu duftbomber af grønt og gult og frodigt svulmende roser i velvandede haver. I ingen andre nordiske byer vandes græsset så intensivt som her. Plænerne passes og Reykjavíks indbyggere flytter i haven. De maler deres vindblæste huse, klipper hække og græs og pynter uderummet op i en intensiv sommersprint, før det hele er slut, og bjergene i øjenkrogen ændrer attitude. Fra at være den solbeskinnede idylramme af ældgammelt sagablod, der hver dag har mødt mit blik, til en grusomt tronende lovning om ild, overmagt og evig mørk vinter. 

- Majken

Skrevet under et skoleophold i Reykjavík i juni 2012. Billeder må kopieres og bruges i vildskab.